Det er dit barn!

image_pdfLav PDFimage_printUdskriv

Det er små ting, der kan betyde en verden til forskel🙌🏻

Laura er startet i 7.klasse og Lærke er startet i 1.klasse. Lia tumler stadig rundt, glad og tilpas i børnehaven😁

Med 3 piger i fuld vigør, følger der også en masse ting med;

Forældremøder, sommerfester, Halloween, jule-tamtam, Tour de 1.b osv.

Udover det har vi også lige afsluttet forældremøde i Lærkes klasse og i aftes var vi til forældremøde i Lauras klasse.

Man kan blive helt forpustet ved tanken om alle de arrangementer, der følger med ens børn😅

I en travl hverdag, kan man måske fristes til at melde afbud til den slags ting og retfærdiggøre overfor sig selv, at forældremøder ikke er det vigtigste i verden. Ej heller at involvere sig i de forskellige arrangementer, der finder sted.

MEN der vil jeg gerne sætte en kæmpe fed streg under vigtigheden af, at man deltager i ALLE de møder og arrangementer, der vedrører ens børn.

Hvorfor??

Jo, fordi det betyder så ufattelig meget for ens børn, at man engagerer sig i børnelivet udenfor hjemmets fire vægge.

Det betyder så meget for de yngre børn, at de næste dag i skolen eller børnehaven kan sidde med strålende øjne og deltage i snakken om, hvor dejlig en Halloweenfest, der blev afholdt, eller hvem der vandt rundboldturneringen til sommerfesten osv. osv.

Der er desværre børn rundt om i skoler og børnehaver, der sidder næste dag og ikke kan være med i snakken.

Ikke fordi de har været optaget af andre spændende ting, men fordi man som forældre desværre ikke har fundet det vigtigt.

Og det er en synd og skam for det enkelte barn!

Jeg vil ikke slå folk oveni hovedet, men bare gerne opfordre alle til at være aktiv deltagende i børnelivet.

På den måde, styrker man bl.a. den sociale trivsel, og ikke mindst barnets selvværd.

Møder man et barn, hvor tiden eller ressourcerne hos forældrene pt ikke lige er til deltagelse i klassearrangementer mm, så inviter hinandens børn med.

Vær opmærksom på hinanden og omsorgsfulde overfor hinanden.

I de ældre klasser er det ligeså vigtigt med engagerede forældre. Ved at stå sammen, huske på fælles fodslag, kan man være med til at gøre ungdomslivet lidt nemmere.

Engagerede og samarbejdsvillige forældre, giver ofte gode sociale relationer i klassen, og det er så vigtigt for de unge🙌🏻 Ikke fordi alle skal være lige gode venner, men fordi det ofte giver et godt fællesskab.

Gode fællesskaber er SÅ utrolig vigtige, både for de helt små poder, gennem ungdomslivet og for voksne.

Det var dagens lille pip😍😉

Hvor vigtigt synes du forældremøder, sommerfester, jule tamtam er for dit barns trivsel??