Rabarber Saft

image_pdfLav PDFimage_printUdskriv

Så fik vi trukket de første rabarber i haven 😀

Jeg synes der er noget helt unikt over, at man kan høste sine egne spiselige ting i haven. Der er bare meget mere smag i det og så er det super hyggeligt at lave det hele fra bunden 🙂

Vi har den sort i haven, der hedder jordbær-rabarber. De er virkelig gode, idet de har noget sødme i sig og så passer de utrolig godt i næsten al slags mad.

Jeg kommer nok til at poste en del med rabarber henover sommeren 🙂 Og jeg kan varmt anbefale dig at investere i en rabarber-plante. Udover at den er utrolig smuk, så kræver den ikke ret meget pasning. Du skal blot huske løbende at trække de rabarber, som er modne. På den måde holder du planten kørende hele sæsonen.

Du kan også sagtens fryse rabarber. Du skal blot rengøre dem, tørre dem godt af og komme dem i en frysepose. På den måde er du leveringsdygtig i rigtig lang tid.

Jeg har her med den første høst lavet en saft på rabarber.

Den er virklig nem og hurtig at lave. Bland den op med lidt vand, danskvand eller lign og pynt af med lidt friske bær eller skiver citron. Sæt et flot sugerør i og wupti, så har du den skønneste sommerdrik 🙂

Jeg ved ikke hvor lang tid den kan holde sig, men vil tro en 2-3 uger i køleskabet. (selvfølgelig i rengjorte flasker) 🙂

Min saft er sukkerfri, idet jeg har anvendt sukrin, men det kan du sagtens skifte ud med rørsukker.

Du skal bruge (ca. 1,4 l saft): 

350 g rabarber

150 jordbær (evt frost)

4 stjerneanis

200 g sukrin

1 vaniljestang

½ citron

1 l vand

 

  • Rabarber og jordbær renses. Rabarbererne skæres i stykker og det hele kommes i en gryde sammen med vand og stjerneanis.
  • Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud og blandes med en anelse sukrin, så kornene bliver skilt ad.
  • Sukrin, vaniljekorn og stangen kommes op i gryden.
  • Det hele koges i ca 10 min under låg.
  • Gryden tages af blusset og du tilsætter nu saft af ½ citron.
  • Det hele skal nu stå og trække i ca 30 min.
  • Herefter sies saften gennem et klæde, kommes på rengjorte flasker og sættes på køl.

 

TIP: Ønsker du ikke at komme stjerneanis i din saft, kan det sagtens undlades. Men jeg kan VARMT anbefale at anvende det deri 🙂