Søde kål

image_pdfLav PDFimage_printUdskriv

Rosenkål er måske den sværeste grønsag at få bugt med i mange hjem. Det er den i hvert fald ved os, men jeg har efterhånden fundet ud af at gøre den lækker og spiselig, så både Jesper, jeg og pigerne synes om den.

Egentlig kan man inddele grønsager i fine og grove.

De fine er vi meget gode til at spise. Det er f.eks. agurk, tomater, peberfrugt osv. Dem får en del af os både til frokost, aftensmad som snack mm.

Det vil dog være en rigtig god ide, at fokusere på de grove også, idet de indeholder flere fibre end de fine. De grove er f.eks. kål af forskellige slags, bønner, rødbede, pastinak osv.

Ofte kræver det ikke så meget nytænkning og store kokke-evner for at gøre de grove grønsager mere spændende at spise.

Jeg har her lavet et lille fad af rosenkål, som jeg vil anbefale til et stykke kylling og ris eller pasta. Den er meget fin og “karameliseret” i smagen. Mangoen søder kålen og chillien giver retten en anelse bid, super lækker 🙂

 

Til et fad til 4 pers. skal du bruge:

1 pose rosenkål (på frost)

1 pose mango (på frost)

2 skalotteløg

1 rød chili

Citronskal af en ½ citron og lidt citronsaft

ca. 3 spsk balsamico

Salt, peber.

 

På en pande med lidt olivenolie lægger du de frosne rosenkål. De skal svitses i et par minutter uden at få farve. Den frosne mango tilsættes sammen med den fintsnittede chili og løg. Citronskal og saft tilsættes sammen med balsamico. Der krydres til slut med salt og peber.

Blandingen kommes i et fad og sættes i ovnen i 5 min på 175 grader. Rosenkålen må endelig ikke blive for bløde, så smag til indimellem.

 

Nemmere bliver det ikke, velbekomme 🙂